Martine Myrup – Dekorativ skulpturer i stof

martine myrup - design - håndværk - kunst - vaser - stofvaser - dekoration - inspiration - bolig - indretning - nordiske riger - rød

Til Finderskeepers i Tap1 mødte jeg Martine Myrup og så de flotte skulpturelle vaser i stof. Jeg er helt vild med vaserne, og jeg har da også en på min ønskeliste. I dette indlæg fortæller hun om teknikken, og om hvordan hun blev inspireret til at lave vaserne. Jeg synes det er en spændende proces og det vil jeg gerne dele med dig.

Martine Myrup – Billedhuggeren og de skulpturelle vaser.

Martine Myrup er uddannet billedhugger fra Glasgow School of Art i 2002. Efter at have boet 16 år i alt i Skotland og Canada, vendte hun tilbage til København sidste sommer.

Jeg arbejder i feltet mellem kunst og kunsthåndværk, og laver både skulpturelle værker og brugsgenstande såsom puder mm. I de seneste mange år har jeg arbejdet primært med tekstil i mine skulpturer, og det startede af helt lav-praktiske og tilfældige grunde. Jeg havde brug for et let-sammenklappeligt materiale, noget som var billigt og nemt at få fat i og som ikke grissede eller larmede (min lejlighed i Montréal var meget lille.) Det blev tekstil, som nu også er mit absolut fortrukne materiale.

Jeg er også meget interesseret i den politiske og historiske side af tekstil produktion og den dialog, som opstår når det masseproducerede møder det håndlavede – og den unægtelig økonomiske ubalance der følger heraf. Der er en meget mørk side af sagen, men også noget meget poetisk i tanken om at meget af det stof jeg bruger engang har været planter på en mark på et andet kontinent. Jeg bestræber mig på at dette bliver en integreret del af mit arbejde og at min profil er bæredygtig. Nogle gange ryger der også en yndlingskjole eller skjorte, fordi den liiige passer ind i et projekt.

martine myrup - design - håndværk - kunst - vaser - stofvaser - dekoration - inspiration - bolig - indretning - nordiske riger - rød

martine myrup - design - håndværk - kunst - vaser - stofvaser - dekoration - inspiration - bolig - indretning - nordiske riger - grå

Hvor finder du din inspiration henne?

I materialet. Jeg syntes det er spændende at stofferne kommer med en historie. Jeg holder meget af mønstre, og arbejder i øjeblikket på flere forskellige projekter, hvor jeg genbruger og omdanner eksisterende mønstre fra de ting jeg finder i genbrugsbutikkerne. Jeg syntes eksempelvis det er en god udfordring at få gamle upopulære duge til at se japanske ud, og jeg bruger meget tid på at udvælge de forskellige stoffer som skal indgå i et værk. Ofte, når jeg går på genbrugsrov, har jeg derfor ‘forskellige øjne på’, og lige nu er det japansk.

Generelt har en af de bærende elementer i mit arbejde, altid været et ønske om ikke at belemre verden med flere ting, vi drukner jo i dem, og de forsvinder aldrig helt. Men netop det at genskabe noget nyt af noget så beskedent som genbrugstekstil, gør at mine værker kan opleves på et mere fortællende plan end rent formmæssigt.
Samtidig kan mit arbejde ses som en ren formal øvelse i form, farve og tekstur, som lægger sig opad en Arte Povera tilgang til materialer, jeg syntes det er spændende når materialerne ‘får plads’. Disse tilsyneladende modstridende retninger peger dog begge på en respekt for materialet, og en omhu og glæde ved selve fremstillingsmetoden og håndværket.

martine myrup - design - håndværk - kunst - vaser - stofvaser - dekoration - inspiration - bolig - indretning - nordiske riger - blå

martine myrup - design - håndværk - kunst - vaser - stofvaser - dekoration - inspiration - bolig - indretning - nordiske riger - pink
Er det en specifik teknik du bruger?

Mine tekstil vaser er teknisk set patchwork i 3D, og mange af de puder jeg laver er også patchwork. Disse ting syr jeg altid i hånden, da det giver det bedste og mest præcise resultat. Jeg laver ikke skitser før jeg går i gang, men prøver så vidt muligt at holde fast i det indre billede jeg har af det færdige design.

Det er vigtigt for mig at processen er åben, for det er netop når jeg sidder med tingene i hånden, at ideerne kommer, og jeg arbejder derfor altid på flere ting af gangen. Da dét at sy i hånden er tidskrævende arbejde, laver jeg også værker af en mere collage præget natur, hvor jeg kan prøve forskellige ideer af og “lege” lidt mere frit.

Hvor kom ideen til dine vaser?

Jeg har altid været interesseret i beholder af en hver slags, og deres skala i forhånd til menneskekroppen. Selv arbejder jeg for det meste i tre formater, hånd-størrelse, dét jeg kalder favn-størrelse og hel-krop-størrelse.
Da jeg i de sidste 16 år har boet mere en 20 steder har jeg længe følt mig som en nomade, men har samtidig også haft trang til at have mine egne ting omkring mig. Eksempelvis har jeg visse små keramik vaser som har rejst med mig rundt i Canada, og som har stået på mange forskellige hylder, i mange forskellige hjem.

Selvom jeg har et ambivalent forhold til ting, specielt den dekorative slags (de fylder, er upraktiske, er skrøbelige etc) holder jeg også meget af smukke ting. Så da jeg ventede på mit canadiske arbejdsvisum, var det med både glæde og skepsis at jeg i mine forældres kælder, blev ‘genforenet’ med arvestykker af den dekorative slags. Selvom jeg havde lyst, kunne jeg ikke tage alle disse ting med mig, og det var her ideen til at genskabe vaseformen udsprang. Jeg ville genskabe mine arvestykker i et let, sammenfoldeligt materiale.

Samtidig begyndte jeg at eksperimentere med mønstre og tekstur som havde ligheder med porcelæn, og så begyndte det hele at gå op i en højere enhed.

martine myrup - design - håndværk - kunst - vaser - stofvaser - dekoration - inspiration - bolig - indretning - nordiske riger - denim

Hvor bliver dine designs forhandlet?

Et udvalg af mine krukker kan købes i Designers Zoo på Vesterbrogade. Ellers sælger jeg mine ting direkte, eller på diverse kunsthåndværk- og designmarkeder. Jeg udstiller blandt andet på Blickfang d. 15-16. november.

Hvad ville et drømmeprojekt være lige nu?

Lige nu drømmer jeg om at arbejde i store formater, både 2 og 3D. Jeg kunne tænke mig at gå igang med at trykke mine egne mønstre fks. silketryk, og klippe dem sammen og blande dem. Det ville være luksus at have masser af gulv og vægplads til at arbejde på – det er utroligt rart at kunne bevæge sig fysisk rundt blandt materiale og prøve forskellige kombinationer. Og så kunne jeg selvfølgelig tænke mig uanede mængder af tid.

Du kan følge Martine på hendes blog – se mere her.Martine er også på Facebook

Alle billederne er fra Martines Facebook side.

 

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*